Artikel fra Faxe Bugten

Et af Danmarks mest velrenommerede Porsche-værksteder ligger nu i Tystrup. Pernille og Kim Clausen har flyttet Porsche Centrum fra Køge til Tystrup, hvor de deler adresse med Skovgårds Autolakering.

 

 

Ægteparret købte for nogle år siden Skovgård Autolakering, og flyttede kort tid efter ind i det hyggelige stråtægte hus,der ligger lige ved siden af værkstedet - samtidig med at de drev Porsche Centrum i Køge - en virksomhed Kim har ejet siden 1987, og arbejdet i siden 1978.Nu har Kim og Pernille samlet det hele på Sækkehusvej 11 i Tystrup, og efter en omfattende ombygning og renovering, er man nu klar til reception for kunder, forretningsforbindelser og venner af huset.

Receptionen finder sted fra kl 13 til omkring kl. 17. Der bydes på musik, Porsche Centrum specialøl og lidt at spise. Bedømt ud fra for­hånds­tilmeldingerne, regner Pernille og Kim med at der kommer op til 100 Porscher - nye såvel som veteraner. Men er vejret dårligt, skal man nok regne med lidt færre, for nogle af veteranerne kommer kun ud at køre hvis det er godt vejr.

Kunderne kommer fra hele landet, og der er travlt på værkstedet. Rigtig travlt, for Porsche-ejere kører gerne langt for at få lavet deres bil på det helt rigtige værksted. Og sådan ét er Porsche Centrum. Her er man kendt for en overordentlig god service, af folk der ved hvad det handler om.Og der bliver da også kræset for kunderne. Der er netop blevet lavet en „modtage-lounge“ i retrostil, hvor man kan hygge sig med gratis internet, kaffe på kanden og kolde drikke i retrokøleskabet.

Og loungen bliver flittigt benyttet. Pernille fortæller at to Porscheejere faldt i snak med hinanden forleden dag - en god snak der varede i næsten et par timer - og så skulle de da også lige ud at prøve hinandens Porscher inden de tog hjem.Foruden service og reparationer af Porsche sælger Pernille og Kim Porsche-reservedele til såvel private som værksteder over hele landet. Her dag køres der masser af pakker til postbutikken hos Meny i Faxe.Porsche Centrum og Skovgård Autolakering beskæftiger 8 medarbejdere - og inden længe ansættes der en lærling.